Tale til mors bisættelse

Først og fremmest vil jeg sige tak til Jer alle for at være her idag og sige farvel og støtte os i at sige farvel til Marianne. Det er vi glade for og det ville have varmet Mariannes hjerte at vide at der er nogen der passer på hendes efterladte og følgerhende på den sidste rejse – det ville have rørt hende dybt.

Tusind tak for alle de fine blomster, ord og tanker vi har modtaget – det hjælper virkelig – tak!

Du har aldrig kunne holde en tale for mig og nåede det desværre aldrig - så istedet vil jeg nu sige et par ord til dig.

Hvad er meningen med dette? Der er ingen mening med din død, mor, og det er det der gør det så svært bare at forstå. Selv når erkendelsen og accepten af din død er behandlet, så vil savnet og det gabende hul der nu er blevet flået i vores lille familie, som du med en sådan lethed og ligefremhed udfyldte, altid være der.

Nu hvor du er væk kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget man tager sin mor for givet, men er det ikke hele pointen med en mor? En mor er en der altid er der for en ligegyldigt hvad der sker, samler en op og trøster dig.

Hvor skal jeg nu trække mig tilbage og slikke mine sår? I en situation som denne ville jeg jo netop have taget telefonen og ringet til dig, eller have kørt forbi for en snak. Men når jeg kigger op kan jeg jo se at alle i familien og alle venner og bekendte bakker op, ringer, kommer forbi og støtter. For selv om jeg er sønnen, så har tabet af dig sendt shockbølger af sorg ud over det hele. Det er så dejligt rørende og trøstende at alle støtter og trøster alle i denne forfærdelige tid.

Tabet af dig, min mor, er så stort for os alle fordi du i mangel af et bedre ord var så fantastisk for os alle. Der sidder 2 piger nede på første række, for dem har du værret den mest kærlige og opmærksomme farmor man kunne tænke sig. Helt fra Ronja og Johanna blev født var det så vigtigt for dig at tage 100% del i deres liv. Vi er så taknemmelige for den kærlighed du har givet vores børn og det aftryk du har sat i deres liv.

At se sin mor – en kvinde der for blot 2 år siden en frisk og spildlevende vårhare – visne væk og til sidst ikke engang kunne lege og overskue sine elskede børnebørn, er det værste og mest sårende jeg har oplevet. Til trods for den sikre og grusomme vej med døden, håbede vi og klyngede vi os til et håb om at et eller andet mirakel ville ske.

Miraklerne udeblev og håbet døde til sidst. De eneste trøst vi sidder tilbage med nu mor er at enden kom hurtigt og relativt smertefrit.

Mor du kæmpedetil det sidste sekund for det liv og de mennesker du elskede så inderligt og nægtede at give slip på. Jeg ved at dette knusende savn jeg og vi alle føler med tiden vil blive lindret og erstattet af alle de gode minder som du har spredt i så store mængder til os alle...

Men nu mor, er dine frustratrationer og ydmygelser ovre, og du er et andet og bedre sted. Nu har du fred. Jeg elsker dig mor. Og som Ronja så krystalklart siger: Vi savner dig.